Tennessee er måske ikke den første stat, du som dansker forbinder med et bragende USA-eventyr, men lad dig ikke narre: “The Volunteer State” byder på en helstøbt blanding af musik, historie, natur og madtraditioner, der kan imponere selv den kritiske dansker. Fra bjergene i øst, hvor Great Smoky Mountains knejser i horisonten, til det bølgende landskab i vest mod Mississippi-floden – i denne stat får du en intens smagsprøve på ægte sydstatsliv, komplet med kæmpestore ranches, bløde sydstatsdialekter og sprød “Nashville Chicken”, som får din mund til at brænde med dets chili.
Nashville: Musikby nr. 1 i USA
Det er umuligt at tale om Tennessee uden at fremhæve Nashville. Byen er velfortjent kendt som “Music City”, hvor alt fra store koncerthaller i Downtown til små honky-tonk-barer på Broadway konstant spiller musik. Her er country selvfølgelig i højsædet, men du kan også snildt falde over rock, blues og pop, når du bevæger dig mellem de neonoplyste spillesteder.
Nashville er verdens country-hovedstad og de fleste begynder deres Nashville-eventyr på Broadway, hvor barerne ofte er åbne fra tidlig formiddag til sen nat. Den ene aften kan du lytte til en akustisk singer-songwriter, mens den næste aften byder på et hardcore rockabilly-band. Leder du efter selve kernen af byens countrysjæl, må du ikke misse et besøg hos The Grand Ole Opry. Det legendariske radioprogram, der startede i 1925, har igennem historien været hjemsted for stjerner som Dolly Parton og Johnny Cash – og træder du ind i salen, kan du næsten mærke fortidens melodier runge i væggene.
Har du aldrig set en sanger eller guitarist i fuld aktion klokken 11 om formiddagen, mens du er omsluttet af en stor flok amerikanere i 30’erne med cowboy støvler på – mens du selv nipper til din første drink – så glæd dig. Nashville er for mange aldersgrupper, og i USA starter de først med at drikke når de bliver 21, så deres fest holder lidt længere end vores 😊
Nashville er ikke bare et højsæde for musikere, men også for de mange unge tilflyttere, der søger et budgetvenligt alternativ til New York eller LA. Kreative kvarterer som East Nashville og The Gulch emmer af caféer, mikrobryggerier, små kunstbutikker og street art. Det betyder naturligvis også, at du som rejsende kan finde overnatning i mange forskellige prislejer – og uanset hvor du bor, vil stemningen af musik næppe være til at overse.
Taylor Swift startede i Nashville, og man kender mig dårligt, hvis man ikke allerede ved denne sektion vidste, at jeg tager enhver undskyldning til at skrive om hende og hendes fantastiske musik.
Gør dig selv en tjeneste og lyt til sangen “Tim Mcgraw”, mens du kører mod Nashville – så kommer du i den helt rigtige stemning: https://music.apple.com/dk/album/tim-mcgraw/1440802681?i=1440802686
“Nashville Chicken” – sprød, saftig og – tja, for en snack-elsker som mig – helt uforglemmelig
Man kan ikke tale om Tennessee uden at nævne maden, og her kommer “Nashville Chicken” hurtigt på banen. Forestil dig kylling, der marineres i krydderier, vendes i en hemmelig blanding (ofte familieopskrifter gennem flere generationer) og til sidst frituresteges til den er helt crispy. Resultatet er en gylden, sprød overflade og et saftigt indre, der nærmest smelter på tungen. Retten serveres gerne med biscuits, gravy, coleslaw og måske lidt kartoffelmos, så du får det fulde sydstats-comfort-food-brag 😊
… men vær på vagt: Mange steder krydrer de kyllingen med en masse chili, og i det sydlige USA har “Nashville hot chicken” nærmest opnået kultstatus. Dog er der en markant forskel mellem den flammende “Nashville Hot Chicken” og “Tennessee Chicken” som ofte er mere traditionel i krydderierne, men ikke mindre skøn. Din rejse gennem Tennessee kan med fordel indeholde et “chicken-crawl” hvor du tester forskellige diner-udgaver for at finde netop den bedste version for dine smagsløg.
Min anbefaling? Bliver du spurgt til din spice tolerance, så sig den mildeste – ligemeget hvor meget spice du er vant til fra DK – for det er meget stærkere, end du tror!
Ranches, pick-up trucks og den bløde sydstatsdialekt
Bevæger du dig ud på landet, vil du hurtigt få øje på store ranches og marker, hvor kvæg græsser, og hestene galopperer gennem de flotte landskaber. For mange lokale er cowboyhatten ikke et modetilbehør, men en praktisk nødvendighed i en hverdag, hvor man står tidligt op for at tilse dyrene eller fikse hegnet, inden solen bliver for skarp og temperaturen for høj. Og intet sted i verden vil du opleve en varmere velkomst end i de mindre byer, hvor folk siger “y’all” og “darlin’”, som om det var den mest naturlige del af sproget. Ja, du kan godt være en “darlin’” selvom du er voksen 😊
Den søde sydstatsaccent er noget helt særligt. Det er en dialekt, der får selv en høflig irettesættelse til at lyde venlig, og du kan nemt ende med at gengælde smilene, når du får serveret en iskold “sweet tea” på verandaen. Her er tempoet lavt, og folk er ikke bange for at snakke med fremmede i 20 minutter om vind og vejr. Eller om, hvad det der, Europa, de har set på fjernsynet, er for noget 😊
Memphis – Elvis, blues og Bass Pro pyramiden
Fra Nashvilles countrymetropol til Memphis’ rå rock ’n’ roll og blues-scene: Tennessee er virkelig en stat med mange musikalske ansigter. Memphis i vest er kendt som rock ’n’ roll’ens vugge, og her finder du mindesmærker for alt fra Elvis Presley til B.B. King. Et besøg i Graceland, Elvis’ ikoniske hjem, skal man simpelthen opleve, hvis du vil forstå byens historiske vibe. På Beale Street blandes blues-toner med duften af “dry-rubbed ribs” og pulled pork, og barerne ligger side om side med små scener, hvor musikere spiller til langt ud på natten.
Men Memphis har også fået et andet vartegn, som i første omgang måske virker lidt … specielt: Bass Pro Pyramiden. Denne enestående bygning, der oprindeligt blev opført som en sportsarena, ligner en gigantisk, skinnende pyramide og huser nu en Bass Pro Shops-megastore – et outdoor- og fiskeri-centrum, komplet med indendørs sump-oplevelser, akvarier, en bowlingbane og endda en elevator op til en udsigtsplatform, hvor du kan skue ud over byen og Mississippi-floden. Det er et usædvanligt mix af butikscenter og indoor-forlystelsespark, men hey, velkommen til USA, hvor man aldrig ved, hvad man finder i hjertet af en storby 😊 Det skal opleves!
Kriminalitet i storbyerne – vær opmærksom
Det er ingen hemmelighed, at Tennessee, og især storbyerne Memphis og Nashville, til tider oplever højere kriminalitetsrater end man måske er vant til i mindre byer eller andre dele af USA og specielt sammenlignet med Danmark. Mens turister som regel kan bevæge sig frit omkring de populære områder i dagtimerne, er det en god idé at være ekstra opmærksom, hvis man går ude om natten – særligt i de kvarterer, der ligger lidt væk fra de centrale turistmål. Spørg gerne de lokale eller på hotellet, hvis du er i tvivl om, hvilke områder du bør undgå.
I Memphis er der visse distrikt- og nattetimer, hvor man hellere bør tage en Uber/Lyft eller taxa, end at gå alene i de mørke sidegader. Det betyder ikke, at du skal være panisk, men med almindelig sund fornuft og øjne i nakken kommer du langt. Byerne har en masse gode sider, men husk at storbypulsen også kan medføre visse udfordringer, som man lige skal navigere i. Det er desværre en ting i alle storbyer, men nemmere at spotte her, ligesom i eksempelvis New Orleans, jeg også har skrevet om.
Great Smoky Mountains – den mest besøgte nationalpark i USA
Har du fået nok byliv, kan du køre mod øst, hvor Great Smoky Mountains National Park med dets bjerge, dybe dale og træer findes. Parken er berømt for sin store biodiversitet og de idylliske vandreruter, der fører forbi vandfald, skovsøer og udsigtspunkter, hvor du kan se bjergtoppene strække sig milevidt. Det er ikke uden grund, at dette er USA’s mest besøgte nationalpark – her er der plads til både hardcore hikers og familier, der bare vil have en smuk picnic med bjergene som kulisse.
Gatlinburg og Pigeon Forge ligger lige op ad parken. Gatlinburg er kendt for sine små butikker, fudge-shops og spektakulære bjergudsigter, mens Pigeon Forge er hjemsted for Dollywood, Dolly Partons forlystelsespark og resort, der kombinerer hæsblæsende rutsjebaner med nostalgisk country-kultur og en hyldest til Dolly selv.
Våben, “open carry” og en sydstatslig respekt
En ting, mange forbinder med sydstaterne, er en mere liberal tilgang til våben. I Tennessee vil du – sandsynligvis ret hurtigt – kunne støde på open carry, især i de mere landlige områder, hvor en pistol i bæltet ses som en naturlig del af påklædningen – ofte med rødder i jagt og selvforsvar. Som dansker kan det kræve lidt tilvænning at se våben i supermarkedet eller på en tankstation. Men husk, at befolkningen generelt er meget ansvarlig og tager reglerne ordentlig håndtering af våben meget seriøst. Det er en del af deres hverdag, så oplev det, og lad den danske kritiske sans og bedrevidenhed blive i – ja – Danmark. Det er en kulturoplevelse 😊
Er du nysgerrig, kan du altid prøve en tur på en skydebane, hvor professionelle instruktører viser dig, hvordan man håndterer våbnene korrekt. Det er en interessant kulturel oplevelse, ikke mindst fordi du dermed får et lille glimt af den respekt og tradition, der ligger bag den sydstatslige våbenkultur.
Sport, årstider og en venlig holdning
Sport er vigtigt i Tennessee, og særligt college football er nærmest en religion for mange lokale. De store universiteter, fx University of Tennessee i Knoxville, kan samle enorme fanmængder i orange farver på Neyland Stadium, og det er svært at undgå at se, hvor meget det betyder for indbyggerne, hvis man besøger byen mens der er kamp. Uanset vejr, holder de sammen om deres hold, og festen fortsætter gerne i byens gader bagefter.
Ligesom Florida, South Carolina og New Jersey, har Tennessee ret markante årstider. Sommeren er varm og fugtig, men forår og efterår kan være skønne, især i bjergene hvor du får en eksplosion af farver i løvtræerne. Vinterne er generelt mildere end i det nordlige USA, men snefald forekommer, især i højtliggende områder.
Gennem alle årstider oplever man den typiske sydstatsgæstfrihed: Folk, der spørger, hvordan din dag er, eller hilser “Have a great one!” selvom du er en fremmed. Der er en nede-på-jorden attitude, hvor man ikke stresser lige så meget, men måske lige tager sig tid til en ekstra sludder med kassedamen i supermarkedet eller nabobordet på den lokale diner.
Helhedsoplevelsen: En blanding af alt det bedste i Sydstaterne
Tennessee kombinerer i den grad den pulserende storbystemning med landlig charme og storslået natur. Du kan tilbringe morgenen på en diner, hvor en tjener kalder dig “hun’” (ikke dansk hun, men amerikansk “hun” som i forkortelsen for “honey” – en det bliver nu mest brugt som “dear”) og skænker kaffen op, mens du beslutter, om du vil have biscuits eller pandekager til din “Tennessee Chicken”. Få timer senere kan du udforske Dolly Partons univers i Dollywood, vandre i Smoky Mountains, kigge på bjørne og fuldende dagen med en livemusik-session i enten Nashville eller Memphis.
Hele tiden vil du støde på mennesker, der mener det, når de spørger “How are y’all doin’?” og som uden at blinke tilbyder en hjælpende hånd – om det så gælder vejbeskrivelser eller en anbefaling til den bedste BBQ i området. Kulturen er gennemsyret af en åbenhed, der – blandet med en herlig portion musik, mad og natur – gør Tennessee til et must-visit, hvis du vil opleve den “ægte” sydstatsfølelse med et twist af alt det moderne, USA også kan byde på.
Slutresultatet? En tur, hvor du fyldes op af både store portioner mad, store smil og store lydoplevelser. Og ja, selvom kriminalitetsstatistikkerne i Nashville og Memphis er højere end hvad der er ideelt, er det i bund og grund en lille sidebemærkning, så længe du bruger din sunde fornuft. Vær klar på at blive en smule forført af sydstatsdialekt, at få sved på panden af den krydrede hot chicken, og at have Dolly Parton på hjernen i dagevis – for sådan er Tennessee: en sød, velsmagende og musikalsk cocktail af alt det, USA’s syd kan byde på.
