Glæd dig til restauranter i USA! Der er alt fra food trucks til Michelin og kæde-restrautaner og diners. Det er fedt, det er overvældende portioner og det er hygge 🙂 Jeg har prøvet at samle mine bedste tips til første gang man oplever det herunder …
Skriv en kommentar hvis du har spørgsmål.
Når du går ind ad døren
Når du træder ind i en amerikansk restaurant, bliver du som regel mødt af en greeter, der siger “Hi, how are you?” og spørger om størrelsen på dit selskab: “Party of ‘x’?” Du skal blot svare med antallet af personer i dit selskab. Hvis der er ventetid, spørger greeteren om dit navn og råber det op, når bordet er klar. Nogle steder kan du også oplyse et amerikansk telefonnummer og modtage en SMS, når dit bord er klar. Læs hvordan det gøres i min artikel: Mobilabonnement
Ved bordet
Når du har sat dig, kommer din server typisk hurtigt hen og spørger, hvad du ønsker at drikke. I de fleste amerikanske restauranter får du automatisk serveret vand – og det er gratis. Hvis du ønsker noget andet som sodavand, milkshake eller kaffe, kan du bestille det her. Amerikanerne er generelt meget nysgerrige og venlige, så det er helt normalt at småsnakke lidt med serveren om, hvor du er fra.
Bestilling af mad
Efter du har fået dine drikkevarer, får du normalt 5 minutter til at bestemme dig for maden. Når du er klar, kommer serveren tilbage og tager imod din bestilling. Husk, at portionerne ofte er store, så det kan være en god idé at dele retter eller spørge om en to-go box, hvis du ikke kan spise det hele (efterfølgende). Engang på en diner i Savannah, Georgia, blev vi overrasket over de enorme portioner og endte med at tage halvdelen med hjem i to-go boxes. Det var en genial løsning og gav os mad til frokost dagen efter (eller til dem der kender mig: natmad 😂)
Small talk og høflighed
I USA er folk generelt mere ekstroverte og åbne end i Danmark. Det er ikke usædvanligt, at folk i køen ved Starbucks komplimenterer dit outfit eller dine sko, eller at en ældre dame starter en samtale, fordi hun kan se, at du ikke er fra Florida, når du kommer i shorts og klipklapper midt i deres vinter, mens de går med vinterjakker.
Et typisk amerikansk møde starter ofte med “Hi, how are you?” hvor det forventes, at du svarer “Good, and you?” eller “I’m good, how about you?” Det er en venlig måde at hilse på og kræver ikke en dyb samtale.
Jeg nævner det her, igen, for at give lidt forståelse for at I måske kommer til at snakke ekstra med tjeneren eller nabo bordet på restauranten end man ville i danmark 😀
Når du får regningen
Når maden er serveret, og du er ved at være færdig med at spise, vil serveren ofte inden for 10-15 minutter komme med regningen og sige “Whenever you’re ready“. Dette er ikke for at smide dig ud, men for at give dig muligheden for hurtigt at betale og gå videre, hvis du ønsker det.
Regningen kommer i en lille mappe, hvor du kan placere dit kreditkort. Når du har gjort dette, vil serveren hente mappen og tage den med ud bagved for at scanne dit kort og reservere beløbet. De kommer derefter tilbage med kortet og en opdateret kvittering, hvor du skal skrive under og markere, hvor meget drikkepenge du vil give. Normalt vil der være foruddefinerede muligheder som 15%, 20% eller 25%.
Drikkepenge
Drikkepenge er ikke valgfrie i USA. Det er en del af restaurantkulturen, og tjenernes løn afhænger i høj grad af drikkepenge. Selvom der var små problemer med maden, bør du stadig give drikkepenge baseret på den service, du har modtaget – det er ikke tjenerens skyld hvis der var noget galt med maden, så deres løn skal ikke påvirkes af det. Typisk ligger drikkepengene mellem 15-25%, hvor 20% er standard. I nogle nordlige stater kan du endda opleve drikkepengesatser på op til 30%.
To-go boxes
Ofte er portionsstørrelserne store, og det kan være svært at spise det hele. Spørg om en “to-go box” eller “doggy bag” for at tage resterne med hjem. Serveren vil normalt bringe en boks til dig, eller nogle steder vil de endda pakke det for dig.
Koldt klima indendørs
En anden ting at være opmærksom på er aircondition. Amerikanske restauranter kan være meget kolde indendørs, selv når det er varmt udenfor. Det er en god idé at medbringe en ekstra trøje eller jakke, så du ikke fryser.
Vi har flere gange undret os over 30 graders Florida varme og 16 graders kulde på restauranterne.
