Rejseguide til New York

image_print

New York City – byen der aldrig sover – er et sted, jeg altid vender tilbage til. Hver gang jeg besøger byen, opdager jeg noget nyt og spændende, og hver eneste gade har sin egen historie at fortælle. New York er så meget mere end bare Manhattan og Times Square; det er en by med uendelige muligheder, og jeg vil gerne dele mine bedste tips og anbefalinger til at få mest muligt ud af dit besøg i denne pulserende storby.

Bo i Brooklyn: En lokal oplevelse til en bedre pris

Når jeg besøger New York, foretrækker jeg ofte at bo i Brooklyn. Manhattan er fantastisk, men det kan også være dyrt og hektisk. Brooklyn derimod tilbyder en mere lokal og afslappet atmosfære, og du kan finde nogle virkelig gode og mere prisvenlige overnatningsmuligheder her. Områder som Williamsburg og Park Slope er perfekte baser for at udforske byen, uden at sprænge budgettet.

Brooklyn er ikke bare et billigere alternativ til Manhattan, det er også et hipt område fyldt med lokale coffee shops (alternativer til Starbucks, ikke dem vi europæere kender fra Holland), små butikker og trendy restauranter. Her kan du nyde morgenkaffen på en hyggelig café, hvor du kan slappe af og føle dig som en ægte newyorker, før du hopper på subwayen til Manhattan. New York Citys subway-system er en af de mest effektive og omfattende i verden (hvad vi i Europa ville kalde en metro), og du kan nemt komme rundt til alle byens hjørner uden at skulle bekymre dig om trafik og parkering. Og så er det tilmed også billigt. En tur koster pr. August 2024 $2.90 og er låst til maks $34 om ugen ubegrænset af hvor meget du kører, hvis man blot tjekker ind med sin iPhone eller Apple Watch.

Hoteller i New York

Hvis du alligevel vælger at bo på Manhattan, og gerne vil være midt i det hele, kan jeg varmt anbefale Fairfield Inn and Suites New York Manhattan/Times Square North. Hotellet er perfekt beliggende i hjertet af byen, og du kommer godt op i skyskraberen med en fantastisk udsigt. Det er dog værd at bemærke, at en nat her typisk koster mindst $650, afhængigt af hvornår du booker.

Hvis du gerne vil spare lidt, men stadig bo godt, kan Sheraton Brooklyn New York Hotel være et rigtig godt valg. Her får du stadig et super lækkert hotel og en central beliggenhed i Brooklyn, men til en pris på cirka $400-450 per nat, hvilket giver dig en del at spare. Og det bliver kun billigere, jo længere ude du bevæger dig i byen.

Kombiner eventuelt – ha’ 2 dage på Manhattan og nyd at være midt i det hele, og flyt i Brooklyn for resten af tiden. Det plejer at fungere godt for førstegangsrejsende.

Manhattan: Stort, imponerende og uforglemmeligt

Selvom jeg elsker at udforske de forskellige kvarterer i New York, er Manhattan stadig hjertet af byen. Her finder du nogle af de mest ikoniske seværdigheder i verden, og det er svært ikke at blive revet med af energien. Manhattan er enormt – fra de mange mennesker på Times Square til de højtragende skyskrabere i Financial District – og der er så meget at se og opleve.

Start din Manhattan-dag med en tur op ad Fifth Avenue, hvor du kan kigge på butikker og imponerende skyskrabere. Et must-see er selvfølgelig Rockefeller Center, hvor du kan tage op til Top of the Rock for en fantastisk udsigt over hele byen. Længere nede ad Fifth Avenue finder du Empire State Building, som stadig er en af byens mest kendte bygninger – og udsigten fra toppen er uovertruffen.

Times Square er naturligvis også et must-see, især om aftenen, hvor lysene og skærmene virkelig kommer til deres ret. Det er et af de steder, hvor man virkelig føler, at man er midt i verdens centrum, omgivet af millioner af andre, der oplever det samme magiske øjeblik.

Subwayen: Din nøgle til byen

En af de ting, jeg elsker mest ved New York, er, at du slet ikke behøver en bil. Subwayen tager dig overalt, hurtigt og effektivt, og det er en oplevelse i sig selv at dykke ned i byens undergrund og lade dig transportere fra kvarter til kvarter. Fra de travle linjer, der krydser Manhattan, til de roligere ruter, der fører dig til Brooklyns skjulte perler, er subwayen din bedste ven i New York. Du behøver ikke at købe et MetroCard – den nemmeste og biligste måde at komme rundt på er via Apple Express Transit, læs min artikel herom, klik her.

Det er også en fantastisk måde at få en følelse af byens rytme. På en enkelt subway-tur kan du opleve en smagsprøve på byens mangfoldighed – alt fra forretningsfolk på vej til møder til gademusikanter, der spiller i vognene. Hver tur er en del af New York-oplevelsen. Du kan også se lidt rotter på skinnerne – det er en del af New York på godt og ondt 😊

Start dagen i Central Park med en Starbucks kaffe

Der er ingen bedre måde at starte dagen på i New York end med en tur i Central Park. Parken er en oase midt i byens travlhed, og uanset om du er til en morgen løbetur, en afslappet gåtur, eller bare vil sidde på en bænk og nyde atmosfæren, er Central Park stedet. Jeg elsker at starte dagen med en kop kaffe fra Starbucks – der er flere rundt omkring parken, så det er nemt at finde en på vejen.

Når du har din kaffe i hånden, kan du slentre gennem parken og opleve de mange forskellige områder, den byder på. Fra de rolige stier i Ramble til den ikoniske Bethesda Terrace, hvor du kan tage et hvil og se ud over den smukke Bethesda Fountain. Hvis du besøger om sommeren, kan du tage en ro-tur på søen, og om vinteren er skøjteløb ved Wollman Rink et besøg værd også.

Cykling i New York: For de eventyrlystne

Hvis du tør, er New York faktisk en fantastisk by at cykle i. Byen har de senere år investeret meget i cykelinfrastruktur, og du finder cykelstier langs de fleste af de store gader, især på Manhattan. Der er mange som vælger at cykle gennem Central Park eller langs Hudson River Greenway, hvor du får en spektakulær udsigt over floden og byens skyline.

Du kan leje en cykel gennem CitiBike-programmet, som har stationer spredt ud over hele byen. Det er en fantastisk måde at komme rundt på, især hvis du vil undgå den travle subway i myldretiden eller bare opleve byen fra et andet perspektiv. Jeg er personligt ikke så meget til det og har ikke rigtig cyklet i flere år, men mange elsker at cykle gennem de forskellige kvarterer og opdage stemningen den vej også.

Widow Jane Distillery: En smag af Brooklyn

For dem, der sætter pris på en god whisky, kan jeg varmt anbefale et besøg på Widow Jane Distillery i Brooklyn. Dette lille, lokale destilleri producerer nogle af de bedste bourbon- og rugwhiskyer. Det er et fantastisk sted at besøge, ikke kun for whiskyen, men også for at få en fornemmelse af Brooklyns industrielle arv, som lever videre i disse små, passionerede virksomheder.

Widow Jane Distillery tilbyder guidede ture, hvor du kan lære om produktionen og smage på de forskellige typer whisky. Det er en oplevelse, der giver dig et indblik i New Yorks stadig blomstrende håndværksindustri, og det er en perfekt aktivitet at kombinere med en eftermiddag i Brooklyn.

Madoplevelser i New York: Fra pizza til madvogne

Ingen tur til New York er komplet uden at prøve et stykke $1 pizza. De berømte $1 pizza slices har dog ændret sig en smule – inflationen har gjort dem til $1,50, men de er stadig en fantastisk mulighed for et hurtigt, lækkert måltid. Du kan få et stort, saftigt pepperoni slice, som er lige så amerikansk som byen selv. Det er en smag af New York, der ikke må gå glip af.

Og så er der madvognene. De er en integreret del af New Yorks gadebillede og tilbyder alt fra klassiske hotdogs til bagels i ægte amerikansk stil. Kvaliteten og sikkerheden er i top – her behøver du ikke bekymre dig om hygiejne, som man måske ville gøre det andre steder i verden. Disse madvogne er kendt for deres hurtige, velsmagende og sikre mad, og det er en perfekt måde at få en autentisk smagsoplevelse på, når du udforsker byen.

En tur ned ad Cornelia Street – et must-see for Taylor Swift fans

Hvis du er Taylor Swift fan, er der ét sted i New York City, som du simpelthen ikke må gå glip af: Cornelia Street i West Village. Denne hyggelige, brostensbelagte gade er blevet ikonisk blandt Swifties takket være sangen “Cornelia Street” fra hendes album Lover. I sangen mindes Taylor en tid, hvor hun boede på netop denne gade, og hvordan den blev symbolsk for hendes forhold og oplevelser i byen.

Sidst jeg var i New York tog (tvang 😂 til jer der kender Frederik) jeg min bror med på tur – vi skulle naturligvis besøge Cornelia Street, hvor Taylor Swifts gamle lejlighed ligger. Når du spadserer ned ad Cornelia Street, vil du mærke charmen fra det historiske West Village, hvor de lave bygninger og roen giver en helt særlig atmosfære. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan Taylor fandt inspiration her, mens hun oplevede den magi, som kun New York kan tilbyde. Tag dig tid til at udforske området – måske finder du en hyggelig café eller en unik butik, der minder dig om sangens stemning.

Selvom Cornelia Street kun er en lille del af New York City, repræsenterer den meget mere end bare en gade. For fans af Taylor Swift er det et sted, hvor man kan føle sig tættere på hendes musik og historie, og for alle andre er det bare en hyggelig, lokal gade, hvor de kendte bor.

Ellen’s Stardust Diner – Et must-visit for musikelskere og madentusiaster

Hvis du elsker god mad og samtidig vil opleve lidt af den magi, som Broadway har at tilbyde, er Ellen’s Stardust Diner på Broadway et sted, du simpelthen ikke må gå glip af. Denne 50’er-inspirerede diner er kendt for sine syngende tjenere, som alle er håbefulde upcoming Broadway-stjerner. Mens du nyder klassisk amerikansk mad som en saftig burger og en stor milkshake, vil du blive underholdt af tjenere som synger alt fra Broadway-hits til popklassikere. De danser rundt på bordene og inddrager gæster, og der e bare hyggeligt.

Atmosfæren på Ellen’s Stardust Diner er elektrisk, og det føles næsten som at være til en live musical. Det er en oplevelse, der kombinerer det bedste af New Yorks madkultur og underholdningsscene. Uanset om du er til musicals eller ej, er det svært ikke at blive imponeret over den energi og entusiasme, der fylder rummet.

Must-Sees første gang i New York

Når du besøger New York for første gang, er der en række ikoniske seværdigheder, du simpelthen ikke må gå glip af. En af dem er at udforske byen på en tur langs High Line. Denne unikke, hævede park er bygget på en gammel togbane og snor sig gennem det trendy Meatpacking District og Chelsea. High Line giver dig en fantastisk mulighed for at opleve byen fra en ny vinkel. Med smukke udsigter over Hudson-floden, masser af grønne områder og kunstinstallationer spredt langs ruten, får du en perfekt blanding af natur og kunst. Det er et ideelt sted til en afslappet gåtur, hvor du kan nyde en roligere side af byen.

Et andet must-see er 9/11-museet og mindesmærket, som tilbyder en dybt bevægende oplevelse. Museet tager dig med gennem de rørende historier om tragedien, der ændrede verden, og hylder de mange mennesker, der mistede livet den dag. Museet indeholder personlige genstande, lydklip og billeder fra den 11. september, hvilket gør oplevelsen både historisk og personlig. De to vandbassiner, der nu står, hvor tvillingetårnene engang rejste sig, er en smuk og symbolsk hyldest til ofrene. Deres størrelser og den konstante lyd af vand, der falder, skaber en stemning af eftertænksomhed og ro midt i den travle by.

Ingen førstegangsrejse til New York er komplet uden at besøge byens mest ikoniske vartegn. Start med Frihedsgudinden, et globalt symbol på frihed og håb. Du kan tage færgen ud til Liberty Island og stå ansigt til ansigt med denne majestætiske statue, der har budt immigranter velkommen til Amerika i årtier. Det er en oplevelse, der kombinerer både historie og enestående udsigter over havnen og Manhattan.

Brooklyn Bridge er også et “must”. Denne ikoniske bro, der forbinder Manhattan med Brooklyn, er en perfekt gåtur for at få en fornemmelse af New Yorks storslåede skyline. At krydse broen – især ved solnedgang – er en fantastisk oplevelse. Broens imponerende arkitektur og udsigten over både Manhattan og Brooklyn gør den til et af de mest fotograferede steder i byen.

Hvis du vil have en betagende udsigt over hele byen, er det et absolut must at tage op i en af de høje bygninger. One World Trade Center, Empire State Building og Top of the Rock i Rockefeller Center tilbyder alle panoramaudsigt, der giver dig et spektakulært overblik over byens skyline og de omkringliggende områder. Hver af disse udsigtspunkter har sin egen unikke charme. One World Trade Center byder på den højeste udsigt i byen, Empire State Building er klassisk New York, mens Top of the Rock giver dig en fantastisk udsigt over Central Park og Empire State Building i baggrunden.

Sørg for at sætte tid af til disse oplevelser – de er det bedste af New York, og giver dig et indtryk af byens skala, historie og dens uendelige energi.

December er en fantastisk måned at besøge New York

New York er fantastisk hele året, men en specielt måned at besøge New York i er December. Hver gade og hvert hjørne stråler af julelys og festligheder. På 5th Avenue bør du ikke gå glip af den fantastiske juleudsmykning, især den imponerende facade ved Dior, som er en sand oplevelse i sig selv. Når du har taget turen ned ad den pyntede gade, kan du besøge julemarkedet i Bryant Park. Her finder du smukke julekugler, unikke gaver og masser af små boder, hvor du kan dufte nybagt brød og varme drikke. En amerikansk tradition er at drikke varm Apple Cider. Prøv det – det er amerikanernes gløgg 😊

Selvfølgelig er juletræet ved Rockefeller Center også et must-see, og du kan endda prøve en tur på skøjtebanerne under det enorme, oplyste træ – en klassisk New York-juletradition, som vi alle kender fra filmen Home Alone. Lige ved siden af finder du den legendariske legetøjsbutik FAO Schwarz, også kendt fra filmen. Det er et perfekt sted at slippe dit indre barn løs eller finde sjove julegaver at tage med hjem.

Hvis du vil tage juleoplevelsen til det næste niveau, kan du hoppe i en Uber og køre ud til forstæderne, hvor ikonisk julebelysning lyser op på husene i Brooklyn og Queens. Dyker Heights er især kendt for sine overdådigt pyntede huse, hvor hele kvarterer konkurrerer om den mest flotte (og, da det er USA, enorme) julebelysning – en oplevelse, der virkelig bringer julestemningen frem.