ID tjek ved alkohol, tobak osv

image_print

At køre rundt og opleve USA er én ting, men at forstå den amerikanske ID-kultur er en helt anden oplevelse. Som dansker kan det være lidt af en kulturændring at opleve den strikse ID-kontrol i USA, men du vil hurtigt støde på det i Guds eget land. Her er nogle af mine egne erfaringer og tips til, hvordan du bedst håndterer ID-kontroller i USA når det kommer til at købe varer der har en aldersgrænse.

Striks ID-kontrol ved køb af alkohol

For at købe alkohol i USA skal du være mindst 21 år gammel, og dette håndhæves meget mere end i Danmark. Butikker, supermarkeder, vinforretninger og barer kræver alle ID, og ofte skal de tjekke ID på alle, der ser ud til at være under 40 år. Det betyder, at du næsten altid vil blive bedt om at vise ID, selv hvis du ser ud som om du kunne være langt over 21.

Mange danskere kan joke med det og smile ekstra når de bliver spurgt selvom de er i halvtredserne – men vedkommende bag disken gør bare deres job 😂

Gyldige former for ID inkluderer pas, amerikansk kørekort eller et andet amerikansk udstedt ID-kort. Danske kørekort accepteres ikke altid, så det sikreste er at have dit pas med dig – men som alt andet varierer det fra stat til stat. I Florida går dansk kørekort som regel, i South Carolina gør den ikke. Så min anbefaling er at have dit pas med rundt, uanset din alder.

Restauranter og barer

ID-kontrol er lige så striks på restauranter og barer. Bartendere og tjenere risikerer nogle meget strenge straffe, hvis de serverer alkohol til mindreårige. I stater som Tennessee kan bartendere endda risikere fængsel, hvis de serverer alkohol til nogen under 21 år. Du kan derfor forvente at blive bedt om ID, selv hvis du blot bestiller en øl til din frokost.

Jeg har oplevet lidt af hvert. I Miami, Florida er jeg flere gange sluppet afsted med at bestille drinks uden at blive spurgt om ID, men i Chicago havde jeg en helt anden oplevelse. Første bartender accepterede hverken mit danske kørekort, internationale kørekort eller mit pas. Min amerikanske sidemakker i baren hjalp til, men bartenderen troede, at alle mine ID’er var falske, fordi han ikke forstod datoformatet. Min fødselsdag er 22. marts, hvilket i Danmark er 22/03, men i USA skrives det som 03/22. Bartenderen mente, at en måned 22 ikke eksisterede så mine ID’er var derfor åbentlyst falske! Til sidst lykkedes det dog, efter en anden bartender kiggede på mit pas og med et smil lod mig slippe igennem – og sagde at “Europeans do it the opposite way around”. Tja 😂 Man oplever meget, men med et smil og lidt tålmodighed går det nok!

Andre besynderligheder ved alkohol

Nogle stater har meget strenge love om alkohol, som strækker sig ind i privatlivet. I flere stater er det ulovligt at give alkohol til dine egne børn, selv i eget hjem eller på et hotelværelse. Så det er altså ikke her, at dine børn skal smage 😃

I nogle stater kan du ikke engang tage mindreårige med ind i en liquor store. Og i nogle stater, som Florida, kan du købe alkohol næsten overalt, inklusive supermarkeder og tankstationer. Men i New Jersey skal du gå i en specifik liquor store for at købe alkohol. Der er endda steder, hvor du ikke kan købe alkohol om søndagen.

Tobak og e-cigaretter

For tobak er reglerne de samme, med en aldersgrænse på 21 år og streng kontrol. Amerikanerne ryger generelt ikke som vi gør i Europa.

Marijuana

Marijuana er lovligt i flere stater, men reglerne varierer meget. Generelt er det ikke en god idé at prøve som udlænding. Straffene kan være hårde, og det kan føre til problemer med myndighederne, der kan påvirke dit ESTA og dermed din evne til at rejse til USA igen. Det er bedst at undgå marijuana helt!

Tips til håndtering af ID-kontrol

  1. Hav altid ID på dig: Sørg for altid at have dit pas på dig, hvis du planlægger at købe alkohol eller besøge barer og restauranter.
  2. Forklar tålmodigt: Hvis der opstår forvirring med dit ID, så forklar venligt og roligt. Amerikanerne er ikke altid bekendt med udenlandske ID’er. De amerikanske kørekort ser anderledes ud end vores og her står alt på engelsk. Datoformatet er også anderledes. De kan godt regne et dansk ud og godkende et dansk kørekort, men reglerne varierer fra stat til stat.
  3. Vær klar på at du kan blive afvist: Nogle steder kan du blive nægtet adgang eller servering, uanset hvilke ID’er du har. Det er sjældent, men det sker, og alkohol er i USA ikke en ret du har til at købe – tværtimod er det bartenderen eller personen i kassen der har ret til at nægte at servere for dig / lade dig købe.
  4. Respekter loven: Forsøg ikke at omgå aldersrestriktionerne. Det er ikke det værd, og konsekvenserne kan være alvorlige både for dig og for de personer, der serverer dig.

Alkohol og børn på restauranter

Som dansker er det måske normalt at lade dine børn smage et glas vin ved middagsbordet. Dette er dog ikke tilfældet i USA. På restauranter vil du ikke kunne bestille alkohol til dig selv, og derefter lade dine børn smage det. Serveringspersonale vil nægte at servere alkohol til nogen, de mistænker for at give det videre til mindreårige, og det kan føre til problemer både for dig og for dem – igen; du kan ende med selv at få en tur i brummen og få tjeneren eller bartenderen med!

0 0 stemmer
Bedøm denne artikel
Abonner
Giv besked om
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline-tilbagemeldinger
Se alle kommentarer