Georgia: “The Peach State” – Fra Savannahs historiske charme til Atlantas politiske puls (artiklen er work in progress)

image_print

Georgia, også kendt som “The Peach State”, er en fascinerende destination i det sydøstlige USA. Jeg har længe haft et blødt punkt for Georgia. Det kan lyde lidt som en kliché, men der er et eller andet ved kombinationen af brostensgader med spansk mos hængende fra træerne i Savannah, store ranches og pick-up trucks ude på landet og det buldrende byliv i Atlanta, der gør denne stat helt særlig. Måske skyldes det, at jeg flere gange har kørt tværs gennem Georgia – blandt andet på et roadtrip fra Miami til Chicago eller Nashville – og undervejs har jeg set alt fra de idylliske kystområder til de endeløse interstates. Ja, jo længere jeg kører, jo mere opdager jeg, at “The Peach State” virkelig lever op til sit kælenavn. Og for hver en fersken, hver en snak med en cowboyhat-bærende lokal og for hver en tur på den endeløse asfalt gennem denne smukke stat, bliver jeg lidt mere hooked.

Savannah: Tilbage til en anden tid og hej til Forest Gump

For mig starter Georgias magi i Savannah. Byen ligner et filmset fra en romantisk sydstatsroman: victorianske huse, gamle egetræer smykket med spansk mos, og pladser (de berømte “squares”), hvor du altid kan finde en bænk i skyggen. Det er den slags sted, hvor jeg får lyst til at slentre rundt med en iskaffe fra Starbucks i hånden og drømme om en langsommere hverdag med massere af tid. Hvilket i Savannahs tempo egentlig ikke er helt urealistisk. Det er en by, hvor man elsker historie og gør en dyd ud af at bevare den. Og netop fordi den ikke blev sønderbombet under borgerkrigen, har den en usædvanligt velbevaret arkitektur, som man nu kan nyde.

Savannah er mørk, og har en form for spooky-ness og evig halloween over sig, men på sin egen, hygglige måde. Lad dig ikke narre af det ældre look: Savannah kan også være ret moderne, når det kommer til mad, kultur og shopping. Der dukker hele tiden nye caféer op side om side med klassiske sydstats-restauranter. Man kan snildt gå fra at spise en supertraditionel “shrimp ’n’ grits” på en old-school diner til at nyde en skummende karamel islatte på en hip, minimalistisk kaffebar (ja, jeg ved godt, at Starbucks nok ikke tæller med her) alt sammen på samme blok. Og så er der River Street, hvor det gamle møder det nye i en herlig blanding af brosten, historiske pakhuse og restauranter med panoramaudsigt til fragtskibene.

Har du set “Forrest Gump”? Den film foregår delvist her i Savannah, og jeg kan love dig, at du nærmest kan høre ham sige “Life is like a box of chocolates” i hovedet, når du går rundt.

Læs mere om Savanah i min rejseguide om byen.

Atlanta: Hub for flyselskabet Delta, skyskrabere og en moderne politisk gamechanger

Mens Savannah emmer af Sydens romantik, er Atlanta nærmest det modsatte. Man lander i Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport (ATL) – i øvrigt verdens travleste lufthavn, der får København til at virke stille og rolig – og kan føle sig som en brik i et gigantisk puslespil af mennesker fra hele verden. Jeg husker første gang, jeg “mistede mig selv” i ATL. Jeg havde en ret snæver layover, og da jeg endelig nåede frem til den rigtige gate, var jeg svedig, forpustet og halvforvirret. Men hey, Delta ved, hvad de laver, og jeg nåede flyet lige akkurat. ATL er ikke bare en lufthavn, det er nærmest en hel by i byen – med egne restauranter, indkøbsmuligheder og en toglinje, der forbinder terminalerne.

Hvis du har fulgt med i de seneste amerikanske valg, har du sikkert bemærket, hvordan Atlanta-området er blevet mere blåt (altså demokratisk), hvilket har skubbet Georgia fra at være en solidt republikansk stat til at opfattes som en regulær svingstat.

Byens moderne, unge og mangfoldige befolkning har markant ændret den politiske demografi. I Atlanta og omegn ser man i dag en progressiv dominans, som står i skarp kontrast til de mere landlige områder af staten, hvor cowboyhatte, pick-up trucks og en konservativ livsstil stadig dominerer. Denne dynamik er med til at rykke ved Georgias republikanske fundament og gør det spændende at følge udviklingen de kommende år. Nogle mener endda, at Atlanta kunne blive “det næste New York City” med sin politiske og kulturelle indflydelse. Om det holder stik, må tiden vise – men én ting er sikkert: Atlanta er en by, der allerede nu gør sig bemærket på den nationale og globale scene.

I Atlanta finder du også masser af attraktioner, hvis du trænger til en pause fra politik og storbymylder: Georgia Aquarium er et af de største i verden, World of Coca-Cola giver dig alt fra “Cola-historie” til gratis prøvesmagninger, og du kan besøge CNN Center for at se, hvordan en af USA’s mest kendte nyhedsstationer fungerer behind the scenes. Efter en lang dag i byen kan du slå dig ned på en af de talrige rooftop bars for at nyde solnedgangen over skyline, mens du reflekterer over, hvor forskellig Georgia egentlig er fra nord til syd.

Peaches, pick-up trucks og politiske kontraster

Nu vi taler om Georgia, så lad os lige nørde lidt om de ferskener, som staten stolt kalder “the best you’ll ever eat”. Det er ikke kun en turist-gimmick: Overalt ser du ferskener – på nummerplader, vejskilte, restauranter osv. Selv i lufthavnen kan man ende med at købe en fersken-souvenir. Jeg har smagt ferskner i mange stater, men der er noget ved en Georgia fersken, du køber i en roadside-bod, der bare smelter på tungen og får en til at sukke “Mmm, det her er smagen af syd!”. Prøv det!

Samtidig er Georgia en stat, der – ligesom Florida – befinder sig i en slags “purple zone”. Ude på landet møder du ofte en helt klassisk sydstatsmentalitet med konservative holdninger, våbenkultur og folk, der siger “ma’am” og “sir” i hver anden sætning. I storbyen (læs: Atlanta) hænger unge, progressive aktivister ud på mikrobryggerier og diskuterer klimaforandringer, menneskerettigheder og den nyeste, hippe restaurant. Den ene dag kan du stå midt i en parade for at fejre diversitet og storbypuls, den næste dag passerer du småbyer med landlige festivaler, fælles fiske-arrangementer og gospel-musik i kirkerne. Hvad enten du hælder til det ene eller det andet, er der plads til dig et sted i Georgia.

Roadtrips og interstates: Fra Florida til Chicago og tilbage igen

Mine erfaringer med Georgia stammer primært fra roadtrips. Jeg husker første gang, jeg drønede op gennem staten på vej fra Miami til Chicago og tænkte: “I dag kører jeg bare igennem”. Men den plan blev hurtigt ændret, da vi stødte på en lokal diner, på hvad der egentligt bare skulle have været et pitstop at tanke. De havde fersken-milkshakes, og ja, de smager himmelsk!

De store interstates er altså ikke bare kedelig adsfalt: Du finder vild natur, søde små byer og lokale attraktioner, der dukker op undervejs.

Sikkerhed og kriminalitet – storbyer i republikanske USA

Ligesom i mange andre større amerikanske byer i specielt republikanske stater (f.eks. Nashville eller Memphis), har Georgia og især Atlanta områder, hvor kriminalitetsraterne er højere end den gennemsnitlige i USA, og du bør udvise forsigtighed. Det betyder ikke, at du skal låse dig inde på hotellet efter mørkets frembrud, men tag en taxi eller Uber, hvis du er i tvivl, og lad være med at gå alene i mørke kvarterer. Folk i Georgia er generelt vante til det og advarer dig gerne, hvis du er på vej “the wrong way”.

“Work in Progress” – endnu mere at udforske

For mit vedkommende er Georgia et eventyr, der kun er begyndt. Jeg har kun kradset i overfladen af alt det, “The Peach State” kan, og hver gang jeg kører i staten, finder jeg nye små oaser. Jeg planlægger at udforske flere af kystområderne, at kaste mig over endnu flere fersken-inspirerede desserter og at lære endnu mere om det politiske spil, der gør Georgia til en af USA’s mest spændende svingstater. For dem, der ønsker at forstå både den klassiske og den moderne side af Sydstaterne, er Georgia simpelthen et must – en blanding af “y’all”-kultur og storbypuls, ferskner og woke activism, alt i én og samme stat.